Du er her: Integrationspris

Nakskov-ildsjæl giver racismen det røde kort


Bjarne Pedersen (i midten) blev hædret af Simon Christensen, projektleder for "Giv racismen det røde kort", og
Bajram Fetai, ambassadør for kampagnen samt sidste års vinder.

Fodboldens spillerforening hædrede Nakskovit med integrationspris.



Landets fodboldelite var i aftes samlet til galla. Årets Fodboldfest kalder Spillerforeningen selv sit arrangement, som på festlig vis hylder profier fra året, der gik. Midt i mellem fodboldstjerner som William Kvist og Henrik "Tømrer", Martin Retov og Henrik Toft sad Bjarne Pedersen fra Nakskov. Sågar som en af aftenens hovedpersoner.
Ildsjælen fra netværkshuset YCN i Nakskov skulle nemlig hyldes og hædres foran hele forsamlingen med prisen "Giv racismen det røde kort".

Siden 2007 har han - med et lille afbræk - drevet netværkshuset i Nakskov og givet unge over 18 år et sted at være og ikke mindst hjulpet dem på vej i samfundet - uanset social eller etnisk baggrund.
- Bjarne er en iværksætter, drivkraft og mentor for integration og unge på Lolland, læste konferencier Dan Sørensen op fra begrundelse, mens Bjarne Pedersen vandrede op mod scenen til taktfaste klapsalver for at modtage prisen af Bajram Fetai.
Den tidligere superligaspiller med de makedoniske rødder var det naturlig valg til at overrække prisen. Dels vandt han den sidste år. Dels er han ambassadør for hele kampagnen. Og dels kender og værdsætter han Bjarne Pedersen fra flere fælles arrangementer. Så sent som i oktober gæstede Bajram Fetai netværkshuset i Nakskov og spillede FIFA '11 mod de unge fra Vestlolland.
- Bjarne er et udadvendt og godt menneske. Hans indstilling og engagement smitter. Det er fantastisk, hvad han har gang i dernede på Lolland, og jeg kan kun sige, at det er fortjent, han modtager prisen, sagde Bajram Fetai til Folketidende.

Håber hæderen smitter.


"Giv racismen det røde kort" er en kampagne, der sætter fokus på integration og positiv mangfoldighed i fodbolden og samfundet generelt. Prisen blev i aftes uddelt for femte gang og modtagerne har strukket sig fra AGF's fanklub over ambassadøren Sukru Ertosun. Men trods de vidt forskellige modtagere var det alligevel en gedigen overraskelse for Bjarne Pedersen at modtage prisen, da YCN og netværkshuset ikke har de store relationer til fodboldsporten. Faktisk meldte Bjatne Pedersen i første omgang afbud, da han blev inviteret til fodboldfesten på Christianshavn.
- Projektleder Simon Christensen ringede mig op og sagde, at de håbede rigtig meget, at jeg ville komme, for prisen ville tilfalde mig. Det var ellers meningen, at det skulle være en overraskelse, men nu måtte de afsløre det, fortæller Bjarne Pedersen, der tidligere har spillet i Danmarksserien for Nakskov Boldklub. Han nød sit øjeblik på scenen foran de cirka 400 elite fodboldspillere:
- Det er dejligt at få anerkendelse for det arbejde, man lægger hele sit hjerte i. Det gør mig stolt, sagde Bjarne Pedersen, der har en fortid i kriminalforsorgen og hos CELF i Nakskov. Med prisen fulgte blomster, fem fodbolde og en hædersbevisning. Ildsjælen håber, at prisen kan blive en slags døråbner.
- Nogle gange skal man jo høste anerkendelse udefra, før nærområdet for alvor kan se, hvad man har gang i, sagde prisvinderen glædesstrålende.

Fodboldprofiler fik hæder


Prisfesten hyldede også årets profiler i de bedste danske rækker. William Kvist fra FC København blev årets profil i Super ligaen, mens AGF's Peter Graulund løb med tilsvarende titel i 1. division. Målslugeren Peter Rask Jensen fra Aarhus Fremad blev årets profil i 2. division Vest. Kantspilleren Emil Dyre Nielsen fra B. 93 tog prisen i 2. division Øst.
Årets talent blev Christian Eriksen, og den tidligere Gunslevholm-elev Line Røddik fra svenske Tyresö blev årets kvindelige spiller.

Artikel fra Folketidende, Jørn Just Kristensen

Undervisning Teknisk Desing



Værestedet


2

Social Networking